Fra Nytliv.dk/14 september 2015.
Af Andreas Hector.
"Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus." (Rom 3:23-24).
Der er et sangvers, som jeg har nynnet på i den seneste tid. Det er vers 9 i en af Anders Nilssons sange:
Är det nåd, ja, då är det nåd,
med mitt värsta vet Herren råd.
Lov och tack uti evighet
Kristus är min rättfärdighet!
Vi sad i bilen, min ven og jeg, og lyttede til den her sang. Vi kunne den udenad og sang vers efter vers med glade og kraftfulde stemmer. Så kom vers 9:
Är det nåd, ja, då är det nåd,
Med mitt…
Og så sang vi pludselig ikke det samme. Jeg sang ”værste”, og han sang ”bedste”. Jeg grinede lidt inden i mig selv over, at vi sang det direkte modsatte af hinanden: bedste og værste. Han sang forkert, det skjulle jo være ”værste”. Det er med mit værste, Herren ved råd. Det er jo dér, i mine dårligste tider, hvor jeg har syndet mest, at jeg behøver Hans store nåde.
Men efter lidt tid blev det klart for mig, at det egentlig passer mindst lige så godt at synge ”bedste”. Mit bedste er jo faktisk mit værste. Den gamle Adam tænker: Jeg har brug for, at Jesus giver mig sin store nåde, når jeg er på mit værste, når jeg for alvor har syndet, men når det går lidt bedre, har jeg ikke brug for så meget nåde.
Og når jeg er på mit absolut bedste, i mine frommeste stunder, så når jeg op på et niveau, hvor jeg faktisk bliver uafhængig af nåden. Men det er præcis dette, som er mit værste: at jeg tror, at jeg i mig selv og i mit onde hjerte har noget i mig selv, som til visse tider kan gøre mig retfærdig for Guds ansigt.
Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, står der. Det er min sande virkelighed. Jeg har ikke den herlighed, som Gud har, jeg er et faldet menneske med en helt igennem syndig natur. Gud ser ikke noget godt eller skidt hos mig, som er i stand til at ændre på den tilstand.
Mit konstante udgangspunkt er, at jeg i mig selv er bortvendt fra Ham. Der står tidligere i samme kapitel: ”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste” (Rom 3:10-12).
Men jeg står som retfærdig uden at have fortjent det! Jeg står retfærdig uden selv at have bidraget med noget. Det er dette, der er nåden: At jeg intet fortjener, men alligevel får.
Der findes en, som elsker mig uendeligt højt. Han har derfor valgt, at kærligheden mellem os, alene skulle udgå fra Hans hjerte. Han har klart og tydeligt bevist det ved selv at gå i døden med al min uretfærdighed.
Gennem Hans død og opstandelse. Lov och tack uti evighet. Kristus är min rättfärdighet!
Er det nåde, ja, da er det nåde,
med mit værste ved Herren råd.
Lov og tak udi evighed:
Kristus er min retfærdighed
